Jeg slægtsforsker i min familie på hobbyplan. Jeg synes det er sjovt, men den altoverskyggende grund er egentlig at der faktisk kun er mig og min bror tilbage i min fars familie, men også at vi som børn aldrig har hørt om vores bedsteforældres baggrund. Sørgeligt men sandt.
Desuden synes jeg det kunne være sjovt, om jeg kunne finde ud af hvordan/hvorfor min familie medlemmer har flyttet sådan imellem landsdelene. Min farmor var fra Funder, Silkeborg men endte med mand og børn på Falster. Min mormor og min farfar var Mønboer, men endte også på Falster….. Og nå ja, så er der jo mig. Indfødt Falstring bosiddende i det mørke Vendsyssel siden 2005 – og tror faktisk ikke jeg kommer herfra igen! Min mormor filosoferede engang over det. Ligevægt Dorrit, din farmor flyttede herover (Falster), nu er du flyttet derover. Jo, ellers har der nu aldrig været noget filosofisk over min mormor.
Jeg har allerede haft 2 ahaoplevelser om min familie – sjovt nok min fars gren hver gang. Tilfældigt fik jeg link af en af vores venner til en hjemmeside, hvor man kan søge navne på modstandsfolk. Herligt tænkte jeg, så kan jeg lige få bekræftet det der familie-tys-tys om at ”han” sejlede folk til Sverige under 2. Verdenskrig. Jeg fandt ikke ”ham”. Til gengæld fandt jeg hans søn registreret på en liste. Aha! Den havde min mor heller ikke hørt om.
I denne uge har jeg søgt i kirkebøgerne online, efter min farmor og farfars bryllup og min far og faster. Ledte i indtil flere bøger efter det bryllup, både i Jylland, på Falster og Møn. Håbløst. Hvor svært kan det være? Opgav og valgte at kigge efter min far og fasters fødsel/dåb i stedet. Der var så svaret! Jeg slog nærmest op på siden med min far – sted, navn, forældre …. Og hustru… ægte forenede … Rådhus. ….. ÆGTEFORENEDE! Jo, forklaringen fandt jeg måske, da jeg fandt en dødfødt storesøster, som jeg har hørt om tidligere. De var forbi rådhuset i november, hun blev dødfødt året efter i juni. Forklaring? Tja… hvor skal jeg vide det fra. Men uanset hvad, kan det da ikke have været velanset i 1937.
Min farfar døde året før jeg blev født, måske derfor har jeg aldrig funderet over, at jeg aldrig har set min farmor med en vielsesring. Jeg ved ikke om hun ejede en – men pengene var små, så sikkert nej. ………… Desværre vil den rigtige sandhed nok forblive en hemmelighed. Der er jo ingen jeg kan spørge.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar